Bag kulisserne: sådan sporer vi en påstand tilbage til kilden

Et arbejdsark, ikke en mavefornemmelse

Når jeg underviser i kildevurdering, starter vi ikke med at diskutere, om noget lyder rigtigt. Vi starter med et arbejdsark, hvor påstanden står øverst ordret, præcis som den blev formuleret, med forfatter, medie og tidspunkt for, hvor kursisten først stødte på den. Det lyder kedeligt, men det er her, mange fejl opstår: Påstanden er blevet gengivet løst, og så vurderer man en anden påstand end den, der faktisk blev fremsat.

Under påstanden skriver kursisten tre spørgsmål: Hvem siger det, hvad bygger det på, og hvordan kan jeg kontrollere det? Pointen er, at vurderingen bliver en række små, afgrænsede handlinger i stedet for et samlet indtryk. Det gør også arbejdet lettere at tage op igen senere, hvis noget viser sig at være forkert.

Spor baglæns, et led ad gangen

Selve sporingen foregår baglæns. Vi tager det opslag eller den artikel, påstanden stod i, og finder ud af, hvad den henviser til. Henviser den til en rapport, finder vi rapporten. Henviser den til en anden artikel, går vi videre til den. Hvert led får en linje på arbejdsarket med en kort note om, hvad vi fandt, og hvad vi ikke kunne finde.

Det overrasker ofte kursisterne, hvor mange kæder der ender blindt. Et tal bliver citeret fra medie til medie, uden at nogen kan pege på dets oprindelse. Det er ikke det samme som, at tallet er forkert, men det betyder, at vi ikke kan stå inde for det, og at vi skriver det ærligt i vores konklusion.

• Skriv påstanden ordret, før du begynder
• Notér hvert led og dato for, hvornår du så det
• Marker tydeligt, hvor kæden ender blindt

Hvad vi spørger om, når vi har fundet oprindelsen

Når vi står ved den første udgave, begynder den egentlige vurdering. Hvem har lavet den, og hvorfor? En organisation kan have god grund til at fremhæve bestemte resultater. Det gør ikke materialet værdiløst, men det er noget, vi tager med i vurderingen. Vi ser også på, om afsenderen selv oplyser sin metode, og om den kan efterprøves af andre.

Vi læser desuden, hvad kilden faktisk siger, og ikke kun overskriften. Ofte står forbeholdene i et afsnit langt nede, og de er blevet væk på vejen. En kursist fandt for nylig, at en kraftig formulering i et opslag bygget på en undersøgelse, hvor forfatterne selv havde skrevet, at tallene var usikre. Det ændrede hele vurderingen.

Når kilderne ikke er enige

Nogle gange peger to kilder i hver sin retning. Så er øvelsen ikke at vælge den, man bedst kan lide, men at finde ud af, hvorfor de afviger. Ofte måler de forskellige ting, bruger forskellige perioder eller definerer begreberne forskelligt. Vi lægger dem ved siden af hinanden og skriver forskellene ned.

Det kræver tålmodighed, og der er øvelser, hvor kursisten ender med at konkludere, at man ikke kan afgøre sagen ud fra det foreliggende. Jeg opfatter det som et fuldt gyldigt resultat. Et faktatjek, der ærligt siger, hvad der er uafklaret, er mere værd end et, der presser frem til en sikker konklusion.

• Sammenlign periode, målegruppe og definitioner
• Skriv forskellene ned, før du vurderer
• Accepter, at nogle sager forbliver åbne

Hvad der ender i dokumentationen

Til sidst samler kursisten arbejdet, så en anden kan følge det. Det betyder påstanden, de kilder vi fandt, links eller henvisninger, hvad vi kunne bekræfte, og hvad vi ikke kunne. Vi gemmer ikke kun slutresultatet, men også vejen dertil, fordi det er vejen, andre skal kunne gå igen.

Jeg læser kursisternes samlinger og giver kommentarer på, hvor sporet er svært at følge. Typisk mangler der dato for, hvornår en side blev set, eller en note om, hvorfor en kilde blev fravalgt. Små mangler, men de afgør, om arbejdet kan bruges af andre senere.

Tid og tempo i efterårets hold

Nu, hvor efteråret er i gang, bruger vi ofte aktuelle eksempler fra den almindelige nyhedsstrøm, fordi kursisterne selv støder på dem og har lyst til at tjekke dem. Vi vælger dog ikke emner, der er stærkt politisk ladede, for øvelsen handler om metoden og ikke om at overbevise nogen om noget bestemt.

Tempoet er roligt. En enkelt påstand kan fylde en hel aften, hvis kæden er lang. Jeg foretrækker det frem for at rase gennem mange, for det er i detaljerne, man lærer at lægge mærke til, hvad der mangler.