Søjlediagram eller linjediagram: hvilket skal du vælge til dine tal?

Samme tal, to forskellige fortællinger

Når jeg underviser i ansvarlig datapræsentation, starter jeg ofte med at give deltagerne ét lille datasæt og bede dem tegne det to gange: som søjlediagram og som linjediagram. Tallene er identiske, men læseren går fra de to tegninger med forskellige indtryk. Søjlerne får øjet til at sammenligne enkeltstående størrelser. Linjen får øjet til at følge en bevægelse og sætte ord som stigning, fald og vending på.

Det er netop derfor, valget ikke er en smagssag. Diagramtypen er allerede en del af din konklusion, før du har skrevet en eneste sætning under grafen. I dette indlæg sammenligner jeg de to typer og ender med en anbefaling, som du kan bruge i dit eget arbejde med tal, uanset om du skriver for en kollega, en forening eller en læser.

Hvad søjlediagrammet gør godt

Søjlediagrammet er stærkt, når du vil sammenligne kategorier: fem kommuner, fire aldersgrupper eller tre år, som du betragter som adskilte punkter. Længden af hver søjle er let at aflæse, og læseren behøver ikke gætte, hvad der ligger mellem to målinger. Der er ingen antydning af, at noget udviklede sig jævnt, hvis du kun har et enkelt tal for hvert tidspunkt.

Til gengæld stiller søjlen krav til dig. Længden skal være proportional med værdien, og det kræver, at aksen starter ved nul. Hvis du skærer bunden af, ser en forskel på to procentpoint ud som en kløft. Det er den hyppigste måde, jeg ser velment formidling blive vildledende på, og den er let at undgå, når du ved, at søjlens højde er selve budskabet.

• Brug søjler til sammenligning mellem grupper eller enkeltår
• Start altid værdiaksen ved nul
• Sortér søjlerne efter størrelse, når rækkefølgen ikke har betydning

Hvad linjediagrammet gør godt

Linjediagrammet viser forløb. Når du har målinger over mange tidspunkter, lader linjen læseren se tendensen, de små udsving og de pludselige knæk. Her kan aksen ofte med god samvittighed starte over nul, fordi det er hældningen og ikke længden, der bærer informationen. Det giver plads til at vise variation, som ellers ville blive trykket flad.

Men linjen lover mere, end den nogle gange kan holde. Den forbinder punkter og antyder dermed, at udviklingen mellem dem var glat. Har du kun tre målinger over ti år, er en linje en fortolkning, ikke en observation. Tidsaksen skal desuden have jævne intervaller, ellers bliver hældningen misvisende. Sæt gerne markører på de faktiske målepunkter, så læseren kan se, hvor data reelt findes.

• Brug linjer til tidsserier med mange og jævnt fordelte målinger
• Markér de faktiske målepunkter
• Vær forsigtig med linjer over få observationer

Et eksempel fra undervisningen

I et af vores øvelsesdatasæt indgår månedlige tal for antal besøg på et lokalbibliotek over to år. Deltagere, der tegner det som linje, ser straks sæsonudsvinget med et fald om sommeren og en stigning om efteråret. Deltagere, der vælger søjler for hver måned, ser det også, men har lettere ved at pege på enkelte måneder og sammenligne dem direkte.

Spørger jeg dem så, om besøgene er steget, svarer linjetegnerne oftere ja, fordi kurven peger opad mod slutningen. Søjletegnerne tøver, fordi de ser, at de to første måneder af andet år ligger under de samme måneder året før. Begge billeder er korrekte, men de fremhæver forskellige spørgsmål. Det er præcis den iagttagelse, øvelsen er bygget til at give.

Sådan vælger du: tre spørgsmål

Jeg bruger tre spørgsmål, før jeg vælger. Første spørgsmål: Hvad skal læseren kunne sige, når vedkommende har set grafen? Hvis svaret handler om rangordning eller forskel mellem grupper, er det søjler. Hvis det handler om udvikling, retning eller tempo, er det en linje.

Andet spørgsmål: Hvor mange målinger har jeg, og hvordan ligger de? Få, uregelmæssige punkter taler for søjler eller en tabel. Mange, jævne punkter taler for linje. Tredje spørgsmål: Hvad kunne en skeptisk læser udsætte? Prøv at tegne grafen både med og uden dit foretrukne udsnit og se, om konklusionen holder. Holder den kun i den ene udgave, har du fundet noget, du skal fortælle åbent om.

• Hvad skal læseren konkludere?
• Hvor mange målinger har du, og hvor jævne er de?
• Holder konklusionen, hvis du ændrer udsnittet?

Min anbefaling

Mit råd er at lade spørgsmålet bestemme formen. Sammenligner du grupper eller enkeltår, så vælg søjler med nul som udgangspunkt. Viser du et forløb med mange pålidelige målinger, så vælg linje og markér punkterne. Er du i tvivl, så tegn begge, læg dem ved siden af hinanden og se, om de fortæller samme historie.

Hvis de gør, kan du vælge den, der er lettest at læse. Hvis de ikke gør, er forskellen i sig selv en oplysning, som fortjener en forklaring i teksten. Og skriv altid kilde, periode og enhed under grafen. En graf uden dem er en påstand, ikke dokumentation, uanset hvor ren den ser ud.